Westernridning er den ride disciplin, som - set fra min synsvinkel, giver de bedste muligheder for udvikling af personlige kompetencer.
Den westernridning vi kender og benytter i dag samt de forskellige discipliner indenfor westernridning, har sin oprindelse i USA, hvor folk brugte og stadig bruger hesten i det daglige arbejde med kvæget. Det være sig når kvæget skulle drives fra det ene græsningsareal til et andet, fra ranchen til kvægauktionerne, når kvæget skulle brændemærkes, kontrolleres for sygdomme og skader eller andet arbejde. Så var det nødvendigt at sortere flokken og fra hesteryg og skilte de enkelte stykker kvæg ud fra flokken eller delte flokken op.
På denne måde opstod disciplinerne cutting, cattle penning, team penning, working cowhorse. Discipliner som trail, pleasure er umiddelbart elementer fra grundridning og danner grundlag for andre discipliner. Siden hen er der kommet flere discipliner til som, polebending, barrelrace med flere.
Generelt for westernridning gælder det, at hesten skal gå med en afslappet holdning, ryg, hals og hoved skal være afslappet, ryg og hals skal være tilnærmelsesvis vandret i niveau med ryggen og hovedet i lod. Dette vil sige, at hesten faktisk går som var den på folden.
Denne holdning kræver god rygmuskulatur hos hesten og deraf er det nødvendigt at træne hesten specielt på dette område.
Et princip i min ridning og min undervisning er, at i stedet for at trække i tøjlerne- og hermed bidet i munden, så støt og guid hesten ved at lægge tøjlerne på halsen også kaldet neckreining. I stedet for at trække i tøjlerne, for at få hesten til at dreje, benyttes en trænings metode, hvor hesten – med ben-kontakt og kropsvægt, støttes og guides og herved lærer at flytte sig for påvirkning/tryk. Et nøglebegreb i træningen er, hvis du vil flytte benene, så brug hovedet. Frem for at trække i tøjlerne for at styre hesten, skal man lade hesten bruge hovedet selv.
Kommunikationen i pædagogisk ridning og megen anden ridning generelt, går ud på samarbejde. At benytte to-vejskommunikation, frem for envejskommunikation og ”tvang”.
Træningen starter med at lærer hesten, at når den gør en øvelse korrekt, bliver den belønnet med ros, verbal og fysisk kontakt med hesten samt med mindre påvirkning - eksempelvis mindre brug af tøjlen i trænings situationer.
Aflæs hestens signaler og arbejd ud fra dette, så undgår du mange problemer og konfliktfyldte situationer.
For at få det bedst mulige læringsmiljø, skal du kun vælge de konflikter, som kan vendes konstruktivt og du bør undgå de konflikter der giver grobund for frustration og stress - hos både dig som rytter og ikke mindst hos hesten. Derfor, aflæs hesten og overvej, om de signaler du giver er hensigtsmæssige, korrekte og om de måske kan gives på en bedre måde.
Når du har fundet den måde, hvorpå du ønsker at kommunikere med din hest, skal du benytte den frem over, for at hesten kan lærer af det. Korrekt kommunikation med din hest, gør netop jeres samarbejde til et ”bånd” mellem jer.
Husk endelig at:
Hesten er et dyr som reagerer på instinkter og stimuli. Du er den klogeste af jer, så ansvaret for kommunikationen er dit.
Når hesten gør det du beder den om, så ros den ellers vil det være svært for den at vide hvad du ønsker af den.
Når hesten har arbejdet godt, så ros den Når du er færdig med dagens ridning, så ros hesten også selvom der måske har været lidt konflikter - ret ofte sidder konflikten på ryggen af hesten.
Husk at slutte din ridning af med en korrekt udført øvelse og igen, ros herefter hesten.
Berøring og sanseoplevelser, kan en person opnå ved fysisk kontakt med en hest. Denne form for kontakt og stimuli er helt unikt for kroppen.
Hesten - som er et stort dyr, kan give oplevelsen af varme, glæde, respekt, frygt, tryghed, spænding, udfordring, mestring og mange, mange flere.
Det, at hesten er så stor som den er, giver mange mennesker en fornemmelse af respekt, måske frygt, men samtidig kan de også mærke hestens varme, duften, de dybe mørke øjne. Alt dette giver ofte en stor nysgerrighed og virker samtid beroligende.
Kontrol og forsvar - ved det vi normalt kalder ridning, om det er dressur, spring eller skovturs ridning, så rider man med korte tøjler og derved en direkte kontakt fra rytterens hånd - via tøjlerne til biddet. Herved har rytteren en direkte styring og kontrol af hesten.
Generelt styrer rytteren hesten, ved hjælp af tøjlerne, vægten, benene og ikke mindst stemmen.
I westernridning, rider rytteren med lange tøjler. Dette kræver at rytteren tør ”give slip” på kontrollen og ride på en formodning om, at hesten gør hvad den bliver bedt om.
Ved at ride med lange tøjler, sænker rytteren det personlige forsvar og arbejder med at udvikle egen selvtillid, selvværd, selverkendelse, et øget selvbillede og herved mulighed for at udvikle kompetencer som rytter og ikke mindst mulighed for at ændre rammerne for nuværende udviklingsniveau imod det potentielle dit personlige udviklingspotentiale.
Når rytteren via erfaringer og udvikling, går fra at ride med korte tøjler og personligt selvforsvar, til at ride med lange tøjler og med øget personligt udviklingspotentiale. Der opstår en selvtillid og selverkendelse, som får personen til at vokse med opgaven – sin egen opgave.
I westernridning er der – set med mine øjne, ekstra store udviklingsmuligheder for selvudvikling og kompetenceudvikling, i forhold til det vi kalder ”almindelig” ridning.
I ”Sirius”, arbejder vi med rytterens kompetencer i samarbejde med hesten – ofte kaldet Horsemanship, samt med at overføre de personlige kompetencer fra westernridning og Horsemanship, så de kan bruges til hverdagen i forbindelse med de oplevelser vi har, for herved at undgå konfliktfyldt miljø, stress påvirkninger og negative tanker.
